|
I begyndelsen skabte Gud mennesket ved at forme det af jord og blæse ånd ind i det, så det blev en levende sjæl. Derfor kan menneskets krop, sjæl og ånd ikke adskilles. Det hele hænger sammen.
Kim Hagensen Nielsen, der er præst i Adventistkirken, er ivrig og fast i sin overbevisning. Sådan hænger det bare sammen.
Men hvad gik så galt? Jo, mennesker gjorde oprør mod Gud og tog ikke ordentligt vare hverken på sig selv eller den jord, vi blev sat på. Derfor gik der kludder i det hele. Men der er håb. Gud vil genoprette det hele. Engang ud i fremtiden.
Men indtil da må det enkelte menneske så godt som muligt behandle det liv og den krop ordentligt, som det har fået af Gud. Det indebærer, at vi ikke skal udsætte det for giftstoffer som kaffe, te, spiritus eller nikotin.
De fleste af os ved vist godt, at det her er sund fornuft. Det specielle ved Adventistkirken er, at man kæder ansvaret for det tæt sammen med tro på og lydighed mod Gud.
Mennesket har også brug for regelmæssig hvile. Ikke bare nattesøvn, men også mental hvile. Derfor har Gud givet os sabbatten. Det er en del af skaberværket. Hvis vi ikke holder sabbatten, forsynder vi os også mod det, som Gud har skabt, heri også mod os selv og vores krop.
Hver lørdag formiddag samles en lille kreds af mennesker i Adventistkirken i Nyborg. Man begynder med at synge sammen. Dernæst er der bibelstudie og man slutter af med en gudstjeneste.
Hvis man interesserer sig for et sundt liv og en sund krop, kan man jo prøve at møde op.
|